Der spilles koncentreret kort.
Det var en af de aktiviteter der var til rådighed da to af vores børn, svigerdatter og 3 børn i alderen 1, 4 og 6 ankom for at indtage båden i tre døgn, sammen med os. Otte i alt ombord, til de 7 køjepladser.
Vi havde fået cirka datoer for deres dage ombord, og ellers var der ikke så mange ønsker.
Det havde vi været i tænkeboks over i begyndelsen af ferien, og valgte at tage udgangspunkt i børnebørnenes perspektiv. Så det skulle være:
- Trygt at sejle ud, med små bølger
- Let for ungerne at komme til og fra deres hjem og til havnen
- Mulighed for forskellige , aktiviteter på land og på Letitia, både for børn og voksne
Der er kommet vinterbadebroer i mange havne, og således også her. Hele to af slagsen faktisk. Og de var forbundet med en Langskibsbro yderst i havnen, hvor vi lagde til. Så aktiviteterne i havnen var både at bade, fiske efter krabber og at lege på havnens legeplads. Det fungerede super fint. Der er generelt kommet flere mindre børn i havnene end da vi startede med at sejle med vor børn, det er rigtig godt.
To dage sejlede vi ud og lå for svaj. Vejret var blevet godt og varmt. Så en tur på fjorden skulle vi. Vi skulle sejle for sejl, sejle for motor, lære at styre, lære at ankre op, sejle i gummibåd og øve på SUP. Og naturligvis bade med spring fra badeplatformen.
Vi valgte at sejle til Frederiksværk havn. Den er stor, ikke svær at få plads i, 45 min kørsel fra København og med mange faciliteter. Den ligger i Roskilde fjord, hvor det er svært at få store bølger og dermed et roligt vand at sejle ud på.
Tre dejlige og intense dage, med mere liv ombord end vi er vant til (de to drenge snakker uafbrudt. Fortæller, informerer, spørger og griner. En ufattelig livslyst).
Tak for besøget – det var superhyggeligt.