Vi ligger nu i Skagen, udenpå 4 andre både. Vi skal altså gå ind over 4 andre både for at komme i land. Sådan er de danske sommerhavne ofte. Lidt besværligt, og samtidig en dejlig bekræftelse i at nu er det endelig sommer.
Når vi sejler døgnsejladser, har vi fire timers vagter bagved roret. Vagterne er planlagt så jeg altid har den mørkeste del af natten. Det betyder så at Tina har altid solnedgange og solopgange.
En nat til søs er noget specielt. Opmærksomheden er skærpet, da udsynet er nedsat. Så noget enkelt som en måne der laver en guldstribe i havet er bare en enkel og meget god oplevelse.
Når vi er væk fra kunstlys, er det meget tydeligt at den danske sommernat er noget helt særligt. Det bliver aldrig helt bælg mørkt. Det er muligt, hele natten, at se horisonten hele vejen rundt. Og man kan kan se vandet. I timerne mellem 00 til 02 kan man ikke se farver. Men når klokken nærmer sig 03 begynder der at være så meget lys i luften at farvene på vores flag begynder at kunne ses.
Og så tager Tina over.
Efter natsejladsen, venter årets første dag med tropenat. Varmt på land, meget behageligt på vandet. Stort set ingen vind, så vi sejler for motor og er glade for at være hvor vi er. Vi sejler forbi Anholt og de to fyr, med besøg af marsvin og en enkelt sæl.
Da vi nærmere os Læsø, beslutter vi at tage et stop for svaj. Nyde varmen, beliggenheden og at få en nats søvn uden afbrydelser.
Og næste formiddag rammer vi så Skagen. Fylder diesel og vand på. Og lægger os som nummer fem udenpå en tysker, efter anvisning fra havnefogden