Vi sejlede ud fra Brøndby havn, på bagsiden af et større blæsevejr. 2 døgn havde det varet og med middelvind af kulingstyrke.
Når det blæser op, tager det noget tid før vandet bliver påvirket, og der kommer bølger. Tilsvarende når vinden falder, går der også noget tid før bølgerne tilpasser sig den aktuelle vindstyrke.
Det fik vi at mærke på sejladsen fra Brøndby havn og foreløbig frem til slutningen af Hanöbukten.. 1½ døgn har vi sejlet med vinden agten for tværs i bølger der næsten hele tiden har været større end vinden burde gøre dem til. Så Letitia har rullet når bølgerne er kommet. Først rullede vi mod læ, og efterhånden som bølgen rullede frem, rullede Letitia og tilbage mod luv.
På dæk larmer sejlet fordi der ikke er nok vind til at fylde det når vi ruller, og der skal bruges kræfter på at holde både kursen og balancen
Her er rulingerne som de ser ud om læ.
Om læ knirker træværket. ogryder, potter og pander støder mod hinanden, bøgerne i reolen vipper rytmisk frem og tilbage. Service og bestik arbejder og larmer i skab og skuffer, og kroppen arbejder hele tiden med musklerne for at opretholde den stilling man sidder eller ligger i. Med korte stejle bølger og dermed hurtige kraftige rulninger, har vores grej haft udfordringer med at bliver på deres plads. Men det er lykkedes. Trykkoger, el-kedel og kedlen til komfuret blev stillet på dørken, og vores nye måde at stille bøgerne med fronten ud i rummet, og i spænd, på, har holdt dem på deres plads. Stuv lavt, og der er mindre risiko for at grejet rovser rundt
Det er en sejlads der er mere trættende og anstrengende og den ringe vind giver en fart der er under 4 knop en stor del af tiden
Vi havde dog også rolig sejlads, her ved begyndelsen til Hanøöbukten, hvor der ikke er megen vind,
Men vi kommer fremad, ferien er i sin begyndelse, og Helsinki venter forude.