På skærmbilledet ses den danske og svenske kystlinie, som den ser ud på et radar billede, med stævnen mod Hals Barre i kurs 304. Den tykke streg til højre er den svenske kyst, den venstre er den danske, I bunden af billedet er indsejlingen til øresund.
Radaren er en del af vores sikkerheds udstyr. Når radarstrålen møder en forhindring, viser det sig som en markering på skærmen. Radaren kan vise land, andre skibe, sømærker mm. Den er meget anvendeligt i usigtbart vejr, tåge først og fremmest, men også under natsejlads, og i kraftigt regnvejr.
Forude ligger 95 sømils sejlads mod indsejlingen til Limfjorden. Lige nu sejler vi for motor, vinden er svag fra Ø SØ, i forhold til vores sejlretning kommer den lige bagfra, plat læns.
Fredag d. 4/7 klokken 14.52. kurs 307, log 27,6 sømil
Efter et par timer kommer der lidt mere vind, og vi kan spile genuaen til bagbord. Vinden tiltager og sejladsen bliver mere behagelig, efterhånden som der kommer mere tryk på sejlet, og vi ikke ligger som en æggeskal på vandet. Vi ruller dog fortsat en del, og kan se frem til at det fortsætter til vi når indsejlingen til Hals. Det er vilkårene med vind og bølger ind agten fra.
Vejret er blevet 3 gange S: sol, sommer og solbadning
Vi har nu indført vores vagt plan, som vi har gode erfaringer med Den giver os hver især styrmands ansvar fire timer af gangen. Det medføre så også at der er 4 timer der er fri til at lave mad, sove, læse eller andre ting. De tidspunker vi har fastsat er: Michael har vagten fra 23-03, 7-11 og 15-19. Tina fra 03-07, 11–15 og 19-23. Det har den fordel at det kun er Michael der har sejladsen i sommerens mørke. Al anden sejlads foregår i lyst vejr.
Klokken 00.15, kurs 298, log 71,43
Omkring 30 sømil nåede vi at sejl for sejl, før vinden igen døde hen. Fantastisk dag på vandet. Omkring middag forsvandt skyerne og det har været blændende solskin frem til klokken 20. Som billedet viser var der også en fantastisk solnedgang. En enkelt sæl har vi set, og flere marsvin.
VHF alarmen overraskede os ved at gå i gang tidligt på aftenen. Den er også en del af vores sikkerhedsudstyr. Med den har vi mulighed for kommunikation med skibe og land, der er lytte pligt på kanal 16, for alle med en VHF ombord. Det viste sig at være falsk alarm. Alarmen blev sendt over kanal 07, hvilket er usædvanligt. Normalt sendes den over kanal 16, netop på grund af lytte pligten. Da Lyngby radio ikke kunne komme i kontakt med den der havde udsendt alarmen, blev alle i området omkring Anholt, bedt om at chekke deres udstyr.
Har de sidste par timer sejlet langs vindmølleparken SV for Anholt. Den er stor, og der er mange lysindtryk. Dels de røde flyverlys i toppen af vindmøllerne der lyser konstant. Derudover er der hvide blink fra toppen af nogle af vindmøllerne på samme tidspunkt hvert andet sekund, og fra nogle af møllernes base er der orange lys i serier af tre blink med 1 sekunds mellemrum.
Månen er halv, og har lyst lidt over vandet. Nu er den forsvundet ind under en mørk sky der har taget plads på himlen mod Jylland. Ovenover Letitia er der spredt skydække og en enkelt stjerne har vist sig. Mod syd er der sommerens lyse natmørke, mod nord er der blå himmel og orange horisont. Solen er ved at have gennem ført halvdelen af sin passage under kimingen.
De danske vandveje er temmelig reguleret. Der er flere forskellige ruter gennem Kattegat, der ender i nogle af de store byer, eller videre ned gennem bælterne eller Øresund. På kursen fra Helsingør mod Hals Barre, sejler vi det meste af vejen langs Rute B , krydser Rute T, Rute A, Rute E og Rute F. Når ruterne skal krydses, opdages det hvor trafikeret der egentlig er. Det er sjældent der ikke er coastere eller passagerskibe inden for synsvidde. Om natten er det godt at have styr på hvornår en rute krydses.
Der er 25 sømil til indsejlingen ved Hals Barre. Det er en lun nat.
Lørdag d. 5/7 klokken 9.29 Sejler ud for Ålborg østhavn.
Vinden er kommet og gået. Lige nu er den med, og vi sejler for sejl med 3,8 knob på plat læns.
Vi sejlede ind i Limfjorden gennem den afmærkede rende klokken 7, og mødte den lille færge der sejler mellem Hals og Egense
Klokken 14.50.
Uproblematisk sejlads gennem vejbro og togbro i Ålborg, der begge er klap broer. Fortsætter videre og har nu sejlet i alt 130 sømil siden vi forlod Råå. Har kurs mod den lille ø Fur. Fortsætter med vinden ind agter fra. Sejler mellem 2,5 og 3,7 knob. Vi øver os i ikke at skulle nå frem. Når vi sejler over Nordsøen, bliver nødt til at indrette os på vejret, og i mindre grad, motorens evne til at få os frem.
Klokken 20.17, log 2,8, kurs 172, 152,5 sømil sejlet siden Råå
Et annonceret skybrud har ramt os. Det er godt vi allerede ligger på vandet. Der kommer temmelig meget ned lige nu. Sigtet er meget nedsat, så der er ikke landkending lige nu. Det lyner og tordner lige over os. Vinden er imod, og har nedsat farten fra 5 til 2,8 knob. Det gør ondt når dråberne rammer ansigt og øjne. Der er ikke så meget andet at gøre end at accepterer at sådan er det lige nu, og så tage de forholdsregler vi kan.
Det har vi tøj med til at kunne håndterer. Rigtigt tøj, der hjælper med at holde varmen, er også sikkerhedsudstyr. Vi har varmt tøj til natsejlads, incl. skihandsker og huer. Vi har overlevelsesdragter med indbygget opdrift, som ellers kun plejer at bruge i det tidlige forår og vores efterårs sejlads. Og til sommerbrug har vi regntøj, støvler og sydveste. De sidste giver en større bevægelighed af hovedet end en hætte på jakken gør. Så selv om det det regner i tove, og vi er ude i det, så er vi tørre og varme indenunder.
På radar billet ses de områder med byger som mere fortættede områder af lysegrønt.
Klokken 21.37, sejlet 156,6 sømil, fortsat regn
På østsiden af Fur, har DS lagt to turbøjer. De er optaget, så vi lægger anker ud på ca 4-5 meter vand, med 25 meter kæde. Bygevinden har lagt sig.