“Jeg kan se en bøje på klipperne derovre råber Tina i blæsten”
Vi er på vej ind. Vi har kraftig medløbende sø, der er hvid brænding foran os. Det går for hurtigt. Farten skal ned. Sigtet er dårligt. Det småregner og der en dis der gør det vanskeligt at se præcist. Vi har endnu ikke set sømærkerne, fyret vi skal have på styrbord, fareafmærkningen vi skal holde fri af og den afmærkningen der skal stå på et lille klippeskær og som vi skal have på bagbord. Tina har se fareafmærkningen. Bølgerne bryder hele tiden ind over de lave klippeskær.
Vi er taget afsted fra Hommersåk havn. Vi er forberedte. Vi ved der er medløbende bølger på 2½-3½ meter. Vi har fulgt vejrudsigten tæt, og blæsevejret er nu drevet foran os. Vi kommer ud i det sidste, og planen er at at tage til Egersund og ligge for svaj, og videre mod Danmark dagen efter.
Der er omkring 55 sømil foran os. Og i starten med vinden lige imod. Mens vi sejler forbi Stavanger og videre nordpå, hvor vi skal runde og sejle på halvvind indtil vi igen runder og skal sejle på læns.
Motorsejlads. I det vejr vi skal ud i, vil ikke ikke, som en lille besætning, ligge og krydse.
Og så kommer vi alligevel til at sejle bidevind. omkring 15 sm. Med motoren forsat gående så vi kan holde højden og ikke sejle for tæt på skærene under land. Vi er overraskede. Vinden drejer mere end vi havde regnet med, når den rammer kysten. Men sådan er det. Og vi kommer forbi den sidste runding og sejler derfra agten for tværs.
Bølgernes magt og vælde kommer også som en overraskelse.
Der er langt imellem dem, sammenlignet med, hvad vi har prøvet i danske og svenske farvande. De er også brede. Som en hel lang væg. De bryder lidt på toppen, men ikke meget. Og så kan de bare køre rundt med Letitia og os. Når en bølge kommer ind under os holder vi kursen. Når den ruller væk under os, drejer vi 10 – 20 grader som vi efterfølgende skal rette op. Det er fysisk krævende sejlads hvor vi konstant skal arbejde med roret.
Bølgerne virker også rolige. Ikke sådan nogle små hissige nogen som der er i Køge Bugt. Men de har kræfter. Det mærkede vi en enkelt gang hvor en bølge brød over, lige ind i styrbord side med et ordentlig drøn.
Det er ikke uden grund der i de norske søkort er printet Dangerous Waves udfor dele af den norske kystlinie.
Vi er ved at nå sejladsens mål. Egersund ligger med smult farvand på den anden side af brændingen. Vi har rullet næsten helt ind på rullegenuaen, den sidste stabilitet som sejlet giver, vil vi beholde. Motoren er startet, sat i gear og går i tomgang. Vi nærmer os kontrolleret, selv om den medløbende sø stadigvæk drejer os væk fra kursen. Styringen er meget vigtig lige nu.
“Der er fyret siger jeg højt. Kan du se det. Det lyser rødt.”
To ud af tre mærker er fundet.
“Der er den, der på klippen” siger Tina. Rigtigt godt. Det er sidste mærke. Nu har vi endelig styr på indsejlingen. Vi skal dreje til bagbord når fyret på klippen er passeret og gå mellem dette og fyret på land.
Og så bliver der bølge ro, efter mere end ti timer i en sø vi ikke har prøvet før.
Nu skal vi ind i Egersund og finde en ankerplads hvor der er god læ for vind og bølger.
Vi mødte ingen andre lystsejlere efter vi sejlede udenskærs mod Egersund.