Vi er på vej mod en fjerde overnatning for anker, efter vi forlod Spodsbjerg med 4 dages indeblæsning. Dejligt at være på vandet igen. Den første ankerplads bliver sydvest for Marstal. Dagen efter sejler vi tæt forbi de karakteristiske små og farverige strandhuse der ligger tæt ved Marstal havn, og kommer ind i det Sydfynske Øhav. Smuk sejlads der ender ved Lyø, hvor dagen slutter med en blændende solnedgang.
Og før vi ramte Lillebælt, tog vi en overnatning i en stille Gamborg fjord, fik provianteret og fyldt vand på (det kostede 5 kr at bruge vandet i 10 minutter) i Middelfart Marina dagen efter.
Sidst vi sejlede gennem Lillebælt var det krydssejlads hele vejen, og det gik langsomt. Denne gang er det anderledes.
Det er fortsat hedebølge, og er den dag hvor varmerekorden bliver slået i Danmark. En af de sjælne dage hvor mand kan sejle i badebukser, og hvor det føles varmt.
Vi har studeret strømmen i lillebælt på DMI og det samme med vinden. Ikke meget vind og den er med os, og op til 1,5 knob medstrøm.
Det giver en fantastisk sejlads, hvor vi kan sejle for sejl (Genua), hele vejen, trods det snirklede forløb med skift af sejlretning og vindes uforudsigelighed, da der er høj bevoksning tæt ned til vandet, og dermed retningsgivende for vinden. Vindstyrken overrasker og hjælper til en hurtig sejlads.
Tilsammen giver det den højeste fart vi har registreret hen over grunden – 9 knob.
Dejlig dag der ender på østsiden af Æbelø, med en aftagende vind.