Anker holdebunden i Thurø bund ér rigtig god. Vi ligger urokkeligt hele natten, og har besvær med at få ankeret fri næste morgen. Vi må sejle langsomt hen over det, for at brække det fri.
Gårsdagens uheld med hullet i styrbords sidedæk, sidder stadigvæk i hovedet. Og vil ikke rigtigt forsvinde. Men vi kan ikke gøre noget ved det her og nu. Og ferien kan fortsætte med den midlertidige løsning vi har lavet.
Vejrudsigten er god, hvis man er vindmølle, så kan der blive snurret nogle omgange.
Er man sejler som os, er der flere udfordringer. Vi beslutter os for at prøven en af dem nu. Vi vil ligge for svaj og teste vores grej i middelvind på 12 m/s, i pustene mere.
Det er vi lidt spændte på. Forsøgsstedet bliver ud for den lille ø i det sydfynske øhav, Skarø. Den har en landtange der går ud og omslutter en lille bugt. Det burde give roligt vand, og ingen læ for vinden.
Før vi når Skarø, skal vi igennem Svendborg Sund. Der er smukt, trods det lidt kedelige vejr. Vinden er lige imod, så vi går for motor hele vejen til ankerpladsen ved Skarø.
Fladt vand på Svendborg Sund
Da vi ankommer til Skarø, er der tre ubenyttede turbøjer.Fristende, men det får vi ikke afprøvet vores ankerudstyr af.
Så vi lægger vores anker ud på 3-4 meter vand, med 6 gange vanddybden. bakker for at se om det holder, og prøver at slappe af i det blæsende vejr.
De første par timer går med at holde øje med om vi driver. To punkter i havnen bruges til at afgøre om vi driver. Det ser ud til vi ligger fast, og vi begynder at salppe lidt mere af. To af turbøjerne bliver også brugt af to sejlere natten over.
Næste morgen har vi, trods det blæsende vejr, ikke rokket os en meter. Det er godt. Rigtigt godt. Vandet har været relativt fladt. Vinden har blæst godt, som det også ses på vandet og vores bompressening i den lille video.
Men vi svajer. Op til 70 grader mellem yderpunkterne. Og vindsurferen – han havde en kanon dag.