Bygevind kan være udfordrende. En mørk sky kan give et ønsket vindpust på en stille sommerdag. Den kan også give et kraftigt pust der krænger båden voldsomt, samtidig med der kommer voldsomme regnbyger. Vi oplevede det sidste på dagens sejlads op gennem Lillebælt, og videre frem mod Horsens Fjord. Det var meget variable vindforhold.
Storsejlet er rebet på forhånd. Genuaen rebes af flere omgange så der til sidst er drejet 9-10 omgange ind. Trods de små sejl kommer vi hurtigt frem, og får turens topfart på 8,2 knob.
Bygevejr er også at vinden driller. At den drejer eller udebliver mellem bygerne.
Snævringen i Lillebælt giver udfordringer. Vi skal krydse og vinden driller. Dels er den ved at aftage, dog stadig med kraftige pust. Dels drejer den under land. Så på det korte stykke, krydser vi mange gange. Men vi opgiver ikke, starter ikke motoren, og vi kommer til sidst igennem. Der er smukt i dette farvand
Næste udfordring er kombinationen af modstrøm og kraftig pust fra agter. Da vi nærmer os den gamle Lillebæltsbro, sker der noget uventet. Modstrømmen er 2-3 knob, vinden fortsat kraftig i pustene. Vi sigter efter at ramme midt i det midterste brofag. Et kraftigt pust bagfra, får os utilsigtet til at ændre kurs, og båden er næsten ikke til at holde på roret. Vi ændre kurs 90 grader, og sejler nu langs med broen. Voldsomheden er stor i roret. Så vi tvinges til at ændre ændre kurs fra det midterste brofag til det næste tættere på den Fynske kyst, da pustet aftager.
Hvad var det lige der skete der?
Helt anderledes er det ved den nye Lillebæltsbro. Vinden holder en pause, da vi nærmer os, hvilket medfører at fremdriften reduceres til ca 1 knob. Det er langsomt.
En modgående tysk sejler bliver fanget af strømmen, der for ham er medløbende. Han kommer faretruende tæt på en af bropillerne, men klare heldigvis frisag. Efterhånden som vi langsomt kommer klar af broen, vender vinden tilbage, hastighed øges og vi kommer igen fremad.
200 sømil har vi sejlet på bidevind i op til 12 m/s. Det har både været anstrengende og koncentreret. På vej ud af Lillebælt kan vi endelig slække på skøderne, stævne mod NØ og Horsens Fjord.
Der er smukt at sejle ind i Hosens Fjord. Vi skal hen til Halvøen Borre, lidt efter Snaptun havn. Der er både fiske farm og turbøjer i farvandet, så vi sejler langsomt frem til vi er på 4 meter vand. Bunden er ler, og holder godt. Vi lægger kæde ud svarende til 6 gange vanddybden.