Besøget i Mariager fjord og Mariager by er forbi for denne gang. Planen er nu en række svajeplads stop på turen tilbage mod Brøndby Lystbådehavn. Første stop er Anholt.
Vejret er bedre end da vi ankom i modvind, under lavthængende blygrå sky, og en periodevis finregn der prikkede i ansigtet og stak i øjnene.
Nu har vi vinden ind agtenfra, der er blå himmel og sol, og rigtig god sigt. Det er en god dag at sejle ud af fjorden på
Mariager fjord er bred, men sejlrenden er smal. Nogle steder meget smal. Det var ikke noget problem da vi sejlede ind i Mariager fjor. Vi var koncentrerede, og er erfarne fjordsejlere.
Så vi lægger fra i Mariager lystbådehavn, og starter udsejlingen i klart vejr, hvor vi kan opleve det specielle farvand. Opleve fuglelivet, de uhyre lavvandede områder og de små øer og holme.
Ved Hadsund broen slutter en sejlbåd sig til os, og vil gerne ligge foran. Lokale sejlere kan vi se. Vi følges ad, og efterhånden følger vi mere efter dem, end vi orienterer os i søkortet. Det er nemt bare at følge efter.
Og så sker det. De går på grund foran os. Agterenden hæves en smule, farten dykker og der kommer hurtig aktivitet ombord. Deres genua løsnes, motoren startes, de drejer skarpt mod styrbord, og er hurtigt i frit vand igen. De ved præcis hvor de er i sejlrenden.
Sådan går det desværre ikke med os. Jeg er i tvivl om i hvilken siden af sejlrenden jeg sejler i, og dermed også hvilken retning jeg skal dreje til. Resultatet er er vi får gravet os ubehjælpeligt ned i løs mudder. Så meget mudder at roret også bliver påvirket. Det bliver trægt at dreje rattet rundt. Surt.
Den foranliggende båd, der var hurtig til at komme fri, har også hurtigt set vi er i vanskeligheder. Så de sejler hen til os, så tæt på at de fra stævnen kan række en trosse over, sammen med bemærkningen: Det var min lillebror der sejlede, jeg skulle have holdt øje med ham.
God humor i en lidt presset situation, af erfarne sejlere med ret meget livserfaring.
Da trossen er bundet fast, og de bakker kontrolleret kommer vi fri i løbet af et kort øjeblik, og flyder frit igen. Bunden er heldigvis tilgivende i Mariager fjord.
Vi fortsætter vores færd, nu med fuld koncentration på både søkortet og sejlrenden. Mariager fjord er forsat smuk at sejle i.
Vel ude af Mariager fjord fortsætter vi turen mod Pakhusbugten, der ligger på sydsiden af Anholdt. Først nord om den kolossale vindmøllepark der er opført ved Anholt, derefter syd om Anholt, før vi kan stævne ind mod Pakhusbugten. I gamle dage, før anlæggelsen af den nuværende havn på Anholts østside, fungerede Pakhusbugten som øens naturhavn.
Dagen der starter med lidt vind, udvikler sig mod totalt vindstille. Selv vores genakker ender med at hænge helt slapt ned. Selv om det betyder videre sejlads for motor, er det alligevel en rar afveksling fra den megen vind vi har sejlet i de sidste 12-13 dage.
Tæt på den udsete ankerplads, sker det igen. Vi rammer bunden. Ikke hårdt og kontant som når man rammer en sten. Det er mere som at sejle ind i en kraftig elastik der giver mere og mere modstand. Og så fuldstændig uventet. Vi er over 100 meter fra 2 meter kurven og Letitia stikker kun 1,65. Hvad er vi sejlet ind i?
Overvejelserne forhindre dog ikke hurtig handling. Denne gang når vi ikke at stå stille på bunden. Motoren køres i bak med det samme, og i løbet af meget kort tid, flyder vi igen frit.
Så vi kan bruge vores efterhånden gennemprøvede anker udlægnings teknik og få et solidt fæste i havbunden.
Efter aftenbadet i det helt klare og svagt grønlige vand, kan solnedgangen over Anholt nydes fra første parket.
Så kan vi funderer over hvad der lige var årsagen til vi gik på grund. Vi hælder til at det ikke er teknikken der har fejlet. Det mest sandsynlige er nok at sandvandring hen over havbunden. Det er svært at garderer sig imod, så sejlerstoltheden ender egentlig med at have det helt godt, samtidig med at dagen er ved at rinde ud.
Solnedgang over Pakhusbugten