Letitia ved værftets lille bådebro
Vi ligger fortsat i humlebæk havn. Det er fint. Havnen er rolig trods vinden, her er strøm og vand, og mulighed for kulturel oplevelse med Louisiana lige ved siden af.
Men vi er ikke kommet ud og sejle endnu.
Der har der været to hindringer. Den ene var et stykke tovværk der var bundet tværs over det havneløb vi skulle ud af. Det har jeg godt nok aldrig oplevet før. Det var fæstet på en båd der lå langskibs udenpå en anden båd, yderst på den større bro ved bådeværftet. Og tværs over havne løbet til pullert på en motorbåd på den anden side.
Ideen var ikke svær at se. Fortøjningen var tænkt som en aflastning, så yderste båd ikke lå så hårdt på inderste båd. Men det spærrede omkring 30 andre både inde.
Farligt og ubetænksomt synes jeg. Farligt hvis der kommer en båd sejlende som ikke er klar over den alternative fortøjning, der på ingen måde var fare afmærket.
Fortøjningen er væk nu, dermed er vores ene forhindring er også væk.
Det var ved de bagerste både i venstre side af udsejlingen, der var spændt et stykke tovværk tværs over
Den anden forhindring er en kombination af vinden og den relativt lille havn. Den sydøstlige vind, og styrken af den, gør det svært at komme ud herfra.
Vanddybder i Humlebæk havn
Vi ligger ved den lille korte bro lige udenfor bådværftet. Som det ses på billedet, er vanddybden angivet til 1,5 meter. Vi stikker 1,65, og flyder frit. Men vi ved ikke om der er dybde nok hele vejen rundt om os.
Ud for den lange bådebro og for molerne er der pæle. Så der er ikke meget plads i havnen, og slet ikke nok til at vi kan vende ved egen kraft.
Vi ligger med stævnen mod land, og har et vindpres på bagbords låring (vinden kommer skråt bagfra fra sydøst). Det gør det svært at bakke ud. Vi kan bakke hæderligt, men med vindpres på, kan det være svært at holde kursen præcist.
Vi har et vindfølsomt forskib, så det er svært at få det presset op mod vindøjet, hvis vi bakker, drejer hen mod den lange bådebro, og derefter sejler fremad, for at få stævnen fremad. Det kræver mere frit vand end vi har til rådighed i havnen.
Der er pæle rundt om den lille værfts bro. Så det er heller ikke muligt manuelt at trække Letitia rundt og over til den anden side af broen, så stævnen vender ud af havnen.
Der er en enkelt mulighed, der kræver tæt samarbejde af mindst to personer. En ved rat og motor i cockpittet, og en på broen:
Når Letitia bakker, trækker skruens omdrejninger agterskibet til bagbord. Det kan udnyttes til hjælpe agterskibet gennem vindøjet og få stævnen frem. Hvis Letitia bakker lidt (5-7 meter) ud og kommer fri af pælene der er på siden af hende, og samtidig drejer mod bagbord, så vil agterskibet relativt let komme gennem vindøjet, hvis der er sat en fortøjning fra stævnens pullert og så langt ude på bådebroen det er muligt. Skruen vil så trække trække agterskibet rundt.
Når agterskibet er kommet igennem vindøjet, og vinden begynder at hjælpe til at svinge mere rundt, skal forskibet skubbes ud samtidig med der sejles langsom fremad. Der skal fortsat være fortøjret til stævnens pullert, og tovværket skal gøres længere, så Letitia kan komme længere frem langs bådebroen, og blæse frit ind, uden at komme i karambolage med de pæle som jollerne er fortøjret til.
Herefter kan hun trækkes tilbage på plads igen.
Det lyder OK i teorien, men om det kræver særlige kræfter når forskibet skal skubbes og, og når agterskibet blæser ind og skal holdes lidt fra så det ikke rammer den lille bro med for megen kraft. Er vi usikre på. Og om der er nok vand til vi kan svinge rundt ved vi ikke.
Så vi bliver i havnen endnu en dag, og venter på at vinden løjer, så vi kan sejle ukompliceret ud fra Humlebæk havn.