Ja, vi liger her endnu. Vi flyder nogle cm frem og tilbage, driver ind i broen igen, og fenderne knirker fortsat, nu efter vi er gået ind i 3 døgn.
Så noget må der ske.
Vi valgte at tage en tur på Louisiana. Det var en god ide.
Der er to aktuelle udstillinger lige nu, der er fantastisk forskellige, og som begge to rammer lige ind i følelserne hos Tina og jeg.
Aldersmæssigt er der omkring et halv århundrede mellem deres fødsel. Den ene maler, den anden laver celler. Den ene er en mand, den anden er en kvinde. Den ene lever og laver kunst endnu, den anden er død. Den ene er Daniel Richter der er født i 1962. Den anden er Louise Bourgeois der arbejdede til hun døde i en høj alder af 98 år.
Vi så først Louise Bourgeois arbejder.
En celle med et hus indeni. Louise Bourgeois hjem da hun var lille. Guillotinen symboliserer adskillelsen fra hendes barndom.
Cellerne er noget særligt. Det er en form for skulptur man ser udefra. Men det er også en mulighed for at se indenfor. Der er et afgrænset rum der er fyldt med symbolik. Vi synes ikke det hele er let forståeligt. Men når vi læser historien fra Louise Bourgeois bardom, kan vi se en sammenhæng.
Cellerne er store og tredimensionelle. De fylder og maser sig på, når man kommer tæt på dem.
Det gør indtryk på os, hvordan begivenheder der er sket i barndommen, kan give sig udslag i hendes kunst 70, 80 og 90 år senere. At et indtryk fra barndommen har sat sig så store spor, at det fortsat skal bearbejdes via kunsten.
Nedenfor følger nogle af cellerne
Tidlige ansås det for et mysterium, hvorfor kvinder bøjede kroppen i en bue, når de havde hysteriske anfald. Her vises en mand i samme position.
Den flittige edderkop der spænder over det hele. En hyldest til hendes mor, der arbejdede myre flittigt.
Udstillingen med Daniel Richter hedder Lonely Old Slogans
Værkets titel er Lonely Old Slogans.
Daniel Richter arbejder med maleriet, og har ikke udgangspunkt i sit eget liv. Han udfordre opfattelser der er aktuelle i tiden, på sin helt egen måde. Hans arbejde er todimensionalt. Det burde gøre oplevelse mindre komplekst. Men vi synes en del af hans værker er svære at tolke. Eller rettere vi synes der er så langt mellem et af hans maleriers titel, og til det vi ser på lærredet, så vi selv er nødt til at tolke på hvad vi oplever. Så oplevelsen ved Daniel Richters værker er også i langt højere grad at samtale om det vi ser, og ikke kun individuelt bearbejde vores indtryk.
Værkets titel er Retten
Retten til hvad? Til at gøre som man vil? Vi ved det ikke. Figuren med ansigtet vendt mod os smiler på en overlegen måde. Mener han selv han har retten til at gøre dyret fortræd?
Der er ingen guide til billederne, vi tolker selv.
Værkets titel er Hundeplaneten
Når vi ser på billedet er der selvfølgelig hundene i bunden af billedet, malet i en orange aggressiv farve. Ser vi nærmere på det vi tror er betjentenes ansigter, er der flere af dem er er en blanding af mennesketræk og hundetræk. Er betjentene ved at overtage noget af det aggressive i hundene? Og er titlen Hundeplaneten et opråb om at magthaverne i højere grad udøver magt overfor borgerne?
Igen tolker vi selv, der er ingen løsning. Kun titlen som en ledetråd.