Så lukker vi sæsonen

Lige nu knirker fenderne højlydt. Vi ligger langskibs i Humlebæk havn, og vinden presser os ind mod broen. Middelvinden er 12-14 m/s og vi ligger og venter på den aftager, så vores efterårs sejltogt kan begynde.

Vi har lukket sæsonen mange gange i uge 42. Det er en god uge både at sejle i og få båden på land.
Det er smukt at sejle i efterårsfarverne. Træer og buske holder på bladene endnu, mens de gør klar til at smide dem. Farverne er et fantastisk skue i gule og orange nuancer.
Vinden og temperaturen derimod er mere varierende.  I uge 42 kan det blæse voldsomt, og det kan være stille med en spejlblank overflade på vandet. Det kan være lunt for årstiden med temperatur op til 15 grader, og der kan være frost om natten. Vejret i midten af oktober er drilsk, og alligevel er det lykkedes os at lukke sæsonen hvert år i uge 42, siden vi fik vores første kølbåd i 1998.
Det er også varmt nok til at få båden på land, masten i stativet, sallingshorn i grejskuret og hynderne på loftet.

Letitia ved værftets lille bådebro

Letitia ved værftets lille bådebro

 

Vi ligger Humlebæk havn, da Letitia efter ferien skal på værft her, og have udbedret den skade vi fik på vej mod Thurø Bund. Samtidig laves bagbords side tilsvarende, så der ikke kommer en skade her også. Det betyder en anderledes start på vintersæsonen.

Men det er først aktuelt om en uges tid. Lige nu venter vi på blæsevejret driver over, så vi kan komme ud og sejle.

 

Gem

Efterårsferie, Efterårsferie 2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *