Lavvande
Det er indtil videre, noget anderledes end hjemme. Det er et meget meget venligt folkefærd vi møder, og der bliver tit hilst på os. På gaden i Whitehills, når vi kommer ind på den ene pub, der er her og når vi løber en tur. Og havnefogeden er meget hjælpsom. Han spurgte bl.a om han ikke skulle hjælpe med at vende Letitia, så det blev lettere for os at komme ud onsdag. Det tog vi imod, og så tog han en stærk mand med også, som han sagde.
Så nu ligger vi med stævnen udad, klar til de ca 60 sømil der er til Invernes, der også er porten til Den Caledoniske Kanal, hvor man bl.a sejler over Loch Ness. Det når vi ikke at prøve i år. Men byen vil vi besøge
Køl til tidevandsområder
I de store tidevands forskelle på op til 4 meter, er der en række havne vi ikke kan besøge på vores tur, da de tørre ud, eller bliver meget lavvandede. Letitia kan ikke stå af sig selv, når havnen tørre ud. Som det ses på billedet, bruges der en speciel køl bygnings teknik herovre, med to korte køle, der gør at båden kan stå selv, når havnen tørre ud to gange i døgnet. Vi har dog rigeligt af havne at vælge imellem i det område vi besejler, i de 7-10 dage vi har planlagt at være her.
Udsigt fra Whitehills
Vi har tidligere læst at det er kedeligt farvand at sejle i. Det er vi ikke enige i. Kyststrækningen er smuk at sejle langs, der er rigeligt med vand og vind, og de små byer er hyggelige at besøge. Så vi synes vi får besøgt skotterne på deres lokale betingelser. Men store turist attraktioner er her ikke, når man undtager naturen.
Men den er vi også vild med. Der er et rigt fugleliv, og med den mængde af fiskere der er på havet, tyder det på at der også er et rigt fiskeliv. Udvalget hos den lokale fiskehandler i Whitehills, var også stort af lokalt fangede fisk.
Og så er der delfiner, mørkere end de der svømmede med os i Nordsøen. Det er fortsat noget særligt at se ryggen bryde havoverfladen.