Sure gamle mænd

De bliver tit omtalt, som om de er en samlet gruppe. Sure gamle mænd. Som om de er ens, som om det kun er gamle mænd der kan være sure og ikke gamle kvinder.
Sure gamle mænd  bliver ikke sure, de ER sure.
Sure gamle mænd

Hvem er de egentlig, og hvad er det de gør, siden de bliver opfattet som sure gamle mænd. Hvad er det de bliver sure over.

Det tænker jeg over mens vi sejler hen over Hanöbukten i svag kølig vind, lidt sol med skyer, på en foran for tværs og både genua oppe og motoren kørende. Hybrid sejlads kalder vi det.

I forgårs blev jeg selv sur. Jeg var ikke sur i forvejen. Det skete, det gik hurtigt og det kom bag på mig.
Det blæste og vi var kommet sejlende ind i Sandhamn tidligere på dagen, og havde været glade for den hjælp vi havde fået da vi lagde til. Derfor gik jeg også op for at hjælpe til, da der kom en stor svensk båd ind og gjorde klar til at lægge til. Havneassistenten tog imod agter fortøjningen, jeg tog imod forfortøjningen. Der var lidt kludder med at få den kastet i land, men jeg fik den, og snurret op en pullert så båden ikke drev ud i den hårde vind. Og så begyndte jeg at trække den ind. Det gik langsomt, men fremad. På båden holdt skipper fortøjningen, og arbejdede også med at trække line ind. Der blev arbejdet, og på et tidspunkt råbte han vredt og højt til mig at jeg ikke skulle trække.
Det var dér jeg blev sur. Rigtig sur.
Så jeg pegede på ham og sagde: Du skal tale ordentlig.
Så bandt jeg fortøjningen og gik.
10 minutter efter kom konen rendende og undskyldte!

Er jeg en sur gammel mand i ovenstående eksempel?
Nej det synes jeg jo ikke jeg er. Jeg bliver sur af en anledning. Jeg bliver sur fordi han råber af mig. Jeg bliver især sur fordi han råber ad mig, når jeg hjælper ham.
Og måske er jeg alligevel en sur gammel mand. Jeg har hvidt hår, og forlader snart midten af halvtredserne (som jeg har været i et stykke tid :-)). Og jeg blev sur.

Det er ikke så let det med at være, eller undgå, at blive en sur gammel mand.

I mit tilfælde handlede det om at opføre sig ordentlig. Når jeg hjælper ham, skal han ikke råbe af mig.

Ordentlighed bliver der ikke skrevet eller sagt så meget om, når der glammes af de sure gamle mænd. Så er der bare sure. Opfattelse af hvad der er ordentligt, tror jeg spiller en væsentlig rolle hos mange af de sure gamle mænd.

Jeg har selv været involveret i en diskussion om papirsøkort kontra elektroniske søkort. Og efter den er kommet lidt på afstand, synes jeg at begge sider i diskussionen interesserer sig for især sikkerhed og muligheder. Det er ordentligt at insisterer på papirsøkort, da papirsøkort altid fungerer og ikke kræver strøm. Så den grundlæggende værdi er sikkerhed i papiret. Man skal kunne navigerer. Men det er også i orden at se efter nye muligheder i elektronikken, når man sikre sig at elektronikken kan få den strøm den har behov for. Så ordentligheden skifter fra at have søkort på papir, til at have tilstrækkeligt med strøm, og nødvendig backup, hvis de primære strømsystemer svigter.
Så den der kun insisterer på papir. Den der holder fast i sit ordentligheds synspunkt, og ikke kan rumme  ordentligheds synspunkt der indeholder det nye elektroniske, bliver den sure gamle mand.

Så hvad med de yngre, der i dag udskammer de sure gamle mænd. Vil de også blive til gamle sure mænd?
Ja, jeg tror der er en del der vil. De gennemgår den samme udvikling som de nuværende gamle. De vil finde frem til de værdier, synspunkter og metoder de oplever som rigtige, og gå efter at leve op til det rigtige, det der har fungeret for dem, det som de trives med. Og når det nu fungerer, hvorfor så ændre på det, vil de sikkert tænke.

Skal man arbejde på ikke at blive en sur gammel mand, tror jeg det kræver hårdt arbejde. Hele tiden
Det kræver arbejde med at følge med indenfor teknologiudvikling eksempelvis med elektroniske søkort. Og at kunne se at udfordringen ikke er elektronikken. Nej udfordringen er at sikre at strømsystemet har back-up og fungerer. Elektronikken er her og er dermed blevet et vilkår.
Det kræver arbejde med at følge med indenfor design (jvnf. meninger om Sailing Yact A).
Det kræver arbejde med at følge med indenfor ungdomskultur, der f.eks godt kan lide at provokerer ved at sejle med fendere ude.
Det kræver overskud altid at kunne se det positive i nye uerfarne sejlere, og hjælpe dem igen og igen, når der er lidt problemer i havnebassinet
Og så kræver det mentalt overskud til at kunne sige pyt.

Skal man så hele tiden ændre sine værdier og holdninger?
Nej det skal man ikke. Hvad der fungere godt for en selv, er der ingen grund til at lave om på. Man bliver først en sur gammel mand, når man ikke vil tillade andre at få nogle andre værdier, andre holdninger og andre metoder.

Skal jeg se tilbage på min egen surhed i forgårs, så kunne jeg godt se at svenskeren ikke arbejdede optimalt med at få trukket båden ind. Han lavede friktion hen over sin klampe når han trak fortøjningen ind, og skulle bruge flere kræfter, end nødvendigt.
Jeg kunne godt se han var lidt op at køre, fordi konen startede med at kaste tovværket i vandet (i stedet for ind til mig), for derefter at nægte at kaste mere. Hun gik i strejke, så det var en anden der kastede fortøjningen ind til mig.
Jeg kunne også godt se at havneassistenten gjorde ham lidt forvirret med sit råberi om hvordan han skulle styre, så han ikke fik styret optimalt ind.
Så måske skulle jeg have vist overskud, tysset lidt på ham da han råbte, lade være med at blive sur og hjulpet ham det han nu havde brug for. Det havde været en bedre situation med overskud, og ikke en sur gammel mand, der bare gik.

Men at han sender konen over for at sige undskyld, det gør en rigtig mand ikke.