Det er diset, ret stille vejr, da vi sejler. Med en vejrudsigt der lover frisk vind senere på formiddagen.
Derfor er vi taget tidligt af sted, og forventer med at få vinden agten for tværs, de sidste par timer fra Falsterbo til Brøndby
Vi får altid en lidt speciel følelse i kroppen, når vi er ved at være hjemme. Både vemodig over det er slut med årets sommertogt for denne gang, og en glæde over både alle de oplevelser vi har haft, de problemer vi har løst samt en glæde ved at vi igen snart skal mødes med familie og venner.
Vi sejler roligt ud af havnen ved Falsterbo, og mærker snart at vinden er kommet hurtigere end DMI havde varslet. Det er fortsat diset, og da vi så småt lægger afstand til den svenske kyst, er det eneste vi kan se på afstand, Advedøreværket med de høje skorstene.
Senere da vi kan sætte kursen direkte mod Brøndby, rulle genuaen ud, stoppe motoren og sejle resten af turen på en agten for tværs, får vi langsomt os sejlet os tættere på. Først kommer Øresundsbroen, med en vindmøllepark foran, herefter dukker der bygninger op i Ørestaden, CPH´s karakteristiske flyvertårn, hotellet Bella Sky der blev meldt til ligestillingsmyndighederne for at have en separat etage forbeholdt kvinder, og til sidst kystlinien ved Brøndby med Højhusene, den blå skorsten og vindmøllerne.
Det har været en god og sejlrig ferie. 1249 sømil har vi logget på gps. Nu skal vi ind i hverdagen igen.