Den er ikke så stor, den er ikke så barsk som skærgården nord for Göteborg, med de mange forblæste skær uden bevoksning. Den er heller ikke så grøn og idylisk som skærgården nord for Øland, og særlig skærgården ved Stockholm.
Den er sin egen.
Den store Hanö bugt kan hele tiden anes udenfor med de lange direkte afstande til Polen (100-130 sm), Kalinigrad (180 sm) og Litauen (200 sm) hvor bølgerne kan nå at vokse sig store når det blæser fra området mellem syd og øst. Så de yderste skær er lave, forevne og uden bevoksning. Og minder om at farvandet udenfor kan være barsk.
Sejler man i Blekinge skærgård, er det fordi man vil. Den er ikke en transport passage, det er en destination, der ligger lidt fra alfavej, til og fra mere kendte destinationer.
Det er heller ikke en skærgård hvor man skriver sejlerbedrifter. Det er her man har korte sejladser, er sammen og nyder mulighederne og naturen.
Når man sejler i Blekinge skærgård er man meget bogstavligt i svensk farvand. Vi var ikke de eneste danskere, men antallet af danskere, finne tyskere og nordmænd er ret få. Så det er mest svenskere der sejler der, og en del steder virker det meget lokalt. Man er glad for sit farvand og vil gerne bruge det, både i weekender og på ferieturen. Så man bliver en del af en svensk kultur, og ikke en del af en mere international acceptagelig måde at gebærde sig på.
Også er Blekinge skærgård mangfoldig over meget begrænsede afstande. Der er ikke langt fra de yderste forblæste skær, til man kan ligge for svaj, næsten som lå man på en skovsø.