Vi er ankommet til Skagen havn. Klokken er 19 og vi har sejlet i alt 166 sømil, siden vi forlod Brøndby havn mandag formiddag.
Vi ankom i en hidsig byge og skulle navigere igennem 25-30 fragtskibe, tankere og krydstogt skibe der lå ankret op udenfor Skagen. Da vi passerede det sidste stoppede regnen, vinden aftog, sigtet blev bedre og vi fandt en plads som nummer 4 udenpå 3 nordmænd. Godt at være i havn igen.
Efter vi rundede Kronborg og satte kursen 328 grader gik vi ind til en stille aften og en rolig nat med kun genuaen sat. Det fortsatte vi med til sidst på næste dags formiddag. Den relative vind havde da ændret sig fra en agten på tværs til en halvvind, og var også øget i styrke. Med større bølger og kun forseglet sat, rullede Letitia bravt i bølgerne. Der manglede noget stabilitet. Så vi startede motoren, gik op i vinden, rullede genuaen ind så den ikke slog på os under rejsning af storseglet der kom op, faldt af og rullede genuaen ud igen. Vi lod 5 omgange blive på rullen.
Og vi fik en mere rolig båd. Vinden på storsejlet gav stabilitet så rulningerne blev markant mindre. Super sejlads og hastigheden øgede til + 5 knob
Vi fortsatte forbi østsiden af Anholt, videre mod østsiden af Læsø. Undervejs øgede vinden og vi sejlede efterhånden konstant over 8 knob. En pæn fart for 10 tons turbåd. Samtidig blev Letitia igen mere hård på roret og svære at holde kursen med når bølgerne tvang os rundt og vi skulle rette op igen. Genuaen blev reduceret yderligere og kicken til bommen slækket, så den overskydende vindpower vi ikke havde brug for, kunne slippe ud med det øgede twist i sejlet. Igen kom der mere ro på, og presset på roret lettede.
Da vi havde navigeret igennem alle de opankrede både strøg vi sejlene og sejlede de sidste 1-2 sømil ind til Skagen havn
Efter 36 timer på havet er vi sultne, brugte og glade for at vi har kvalitetsmad med på glas, der er hurtig at lave