Vi ligger godt. Ankeret ligger på 6 meter vand, der er lagt 4 gange vanddybden ud af kæde, der er godt bundfæste og der er svajeplads hele vejen rundt.
Vi er ikke de eneste. Der er også en tysker der ligger for svaj, og en en række forbipasserende motorbåde og færger.
Smukt er her, solen dukker op og der er norsk sol og sommer.
Vi kom afsted i god orden fra Rott. Med et særligt øje på motortemperaturen. Den arter sig ved marchfart. Og under sejladsen bliver problemet løst ved at tjekke kølevands niveau i motoren og efterfylde.
Stavanger er en moderne søfartsby. Det ses tydeligt under indsejlingen mod centrum. Der er velholdte erhvervsfartøjer af alle typer, og den foretrukne farve er rød. Søfarten må farve selvopfattelsen af at være indbygger i Stavanger.
Norge er barsk land. Klipperne er rå, mange uden bevoksning. De rejser sig brat op og under havets overflade fortsætter de dybt ned. Det dybeste sted i søkortet i Lysefjord er 455 meter. Barsk land over havet og barsk land under overfladen.
Vi er fremme, vi nåede sejladsens mål. Og planlægger turens andet mål dagen efter. Vi skal op på Preidikestolen.