Da vi sejler fra Peterhead, står vinden lige ind i havnehullet, og vandet er noget uroligt. Vi skal sejle op mod de relativt store bølger, indtil vi kan vende, sætte kursen mod nord og sætte sejlene.
Men det gør ikke noget. De 66 timer i træk over Nordsøen har givet ro på. Vi har genfundet de steder ombord vi ved vi kan holde fast ved når vi er under dæk, de steder vi kan støtte os op ad, den måde kroppen skal bevæges på for at holde balancen når vi står bagved roret. Den måde hoften fungere som et kugleled når vi sidder ned og styre. Vores søben er ved at være på plads. Det har taget lang tid.
Den første tur på vandet i år, var da vi sejlede afsted mod Skagen, med et stop ved Læsø. Tiden før afgang fra Brøndby, var udelukkende gået med forberedelse.
Da vi sejlede ud fra Mandal, havde jeg lidt ondt i maven. Noget jeg aldrig har haft før. En tvivl om vi havde kræfter og adræthed nok til at klare sejladsen. Kræfter til at styre, lave mad og holde os koncentrerede vågne. Adræthed til at undgå at komme til skade når vi blev skubbet rundt af bølgerne og havde svært ved at hlde balancen, og til at håndterer at skulle på dæk og håndterer sejl eller andet.
Men tvivlen forsvandt efterhånden som vi sejlede. Vi fandt metoderne der passer til os. Blandt andet ved at bruge sikkerhedsliner der er koblet til redningsvest og en line på dæk. Og vores 4-timers vagt system fungere godt, trods vi håndstyrer hele vejen.
Vi er helt klar til den videre færd.