Endelig i Inverness

Vi har passeret broen tidligere. Dengang havde vi ikke rigtigt sat os ind i tidevands tiderne. Så dengang ankom vi i stærk modstrøm, og motoren måtte op i max omdrejninger for at få os frem med 1,5 – 2 knob. Det har vi husket denne gang. Så vi ankommer 2 timer før max højvande, dvs vandet løber med os ind, så det a walk in the park at sejle under broen og over mod marinaen.

Det er 1½ døgn siden vi forlod Peterhead. Deb første blev en dejlig dag med sejlads for sejl hele vejen. Så først ved 20-21 tiden kaster vi anker, tæt på Buckie, der er en lille havneby lidt over halvvejs mod Peterhead.
Det er et udsat sted at ligge for natten, og det bliver også med afbrudt søvn. Bølgerne kommer ude fra Nordsøen, og vinden inde fra land. Letitia orienterer sig i vindens retning og kommer til at ligge på tværs af bølgerne, der ikke er særligt store. Alligevel ruller vi, til tider ret voldsomt, fra side til side, til vi tager afsted igen næste morgen. Men vi har savnet at ligge for vores anker, og vi kommer meget hurtigere afsted.

Dag nummer to starter i stille vejr, men senere kan vi sætte sejl, og glæde os over at vi snart når det punkt, hvor vi ikke har sejlet før.
Undervejs får vi selskab af først 6 kampfly der af to omgange lige tager en runde. Den første kommer ret tæt på. De lander alle 6 og senere letter der også nogle stykker igen

Men dagens største oplevelse kommer lidt senere. I farvandet Moray Firth lever en lille bestand på omkring 200 individer, af en særlig Bottle nose dolphin. De viser sig først på afstand, og senere kommer de også tæt på Letitia og svømmer med os. Det viser sig de jager føde, og som det ses på et af billederne går det godt, der er fanget en relativ stor fisk.
Bestanden og området er fredet, og fra Inverness marina gå der ture ud med båd, for at spotte delfinerne, ligesom der er et velbesøgt hotspot tættere på. Vi er super tilfredse med vores oplevelse.

Vi fortsætter de sidste sømil, hvor vindenpludselig indenfor få minutter først dør (så vi får taget sejlet ned), derefter skifter retning så den kommer forfra, og derefter tiltager den i styrke. Sådan var det også sidst. Måske et lokalt meterologisk fænomen.
Det giver os lidt manøvre problemerda vi anklommer til den snævre havn, hvor vinden tager stævnen så det er svært at vende rundt. Men vi når at udse os en plads, hvor sejlere i de omkringliggende både er stillet op til at tage imod. Så vi sejler ud, vender rundt, sejler ind, og rammer pladsen perfekt.
Så er vi fremme, efter næsten 4 ugers rejse der har budt på vejrmæssige forhindringer. Nu skal vi se byen igen, ud og spise og videre ind i det Skoske Highland