“Hvad er det for en lyd” spørger Tina
“Hvad for en lyd?” spørger jeg.
“Den der” siger Tina, og nu kan jeg se skærmen på min telefon. Ankeralarmen er aktiveret og fortæller at vi driver for vinden.
Det er buldermørkt udenfor. Klokken er omkring 00.30, det er begyndt at regne og det blæser 14-16 m/s i midelvinden, med kraftigere vindstød.
Vi må have styr på det. Driver vi, eller er vi bare svajet rundt og ankeret har fortsat godt fat? Tænder for instrumenterne. Lys i den håndholdte projektør viser at vi ser ud til at ligge ud for kysten, hvor vi har ligget hidtil. GPS positionen i det digitale søkort, viser også vi ligger på samme sted. Så er der ro på igen, næsten.
Vi har vidst der kom vind i nat. 12-14 m/s. Vindstødende skulle vi have interesseret os mere for. De er på op til 24 m/s. Det er dem der påvirker mast og rig voldsomt, så masten ryster og strammer kæden ud, så der stykke tovværk der aflaster ankerspillet knager i klampen. Vi har aldrig ligget i så kraftige vindstød før.
Vi ligger ellers godt, med en god holdebund, rigeligt med kæde ude i forhold til vanddybden og hvis vi driver for ankeret, driver vi ud på frit vand med 500 meter til nærmeste kyst.
Men vi oplever det som belastende. Omkring klokken 02 virker det som om vindstødende aftager noget i styrke, og Letitia ligger mere roligt igen. Vi får en bid brød sammen, det har vi ikke prøvet ombord før på dette tidspunkt. Og så sover vi på skift frem til næste formiddag.
Ved 11 tiden om formiddagen skifter vinden retning til sydøst så hvis ankeret driver, har vi kurs mod land. Samtidig er vinden tiltaget igen. Bølgerne rejser sig også noget der hvor vi ligger. Så vi beslutter os for at tage afsted og finde en ankerplads der er beskyttet mod sydlige vinde. Knap 15 sømil skal vi sejle.
De første 3 tager næsten 2 timer. Tidevandet har vendt og vinden er imod. Vi skal først mod sydvest, runde en klippe, og så sejle mod nordøst. Det er distancen ned mod klippen der tager tid farten er nede under 1,5 knop en stor del af sejladsen. Og det begynder at småregne igen. Vinden gør også at det gør ondt i øjenene når regnen rammer.
Da vi runder klippen, ændre det hele sig. Vi får medstrøm, og flyver afsted. Kanp 9 knob over grunden er vi oppe og runde. Regnen stopper og det bliver igen en god oplevelse at være på sejlerferie igen.
Vi fandt vores grænse for hvilket vejr vi frivilligt ligger for svaj i. Vi fandt også ud af at vores plan var god nok. Alt fungerede godt.
Hvis vi synes vi mangler at føle os i live på et senere tidspunkt, kan vi tænke tilbage på denne nat hvor træthed ikke var tilstede og adrenalinen niveauet var højt.