Vi kan lide at ligge for svaj. Vi synes vi har godt ankerudstyr, og rutine i at få det til at holde. Og så kan vi få nogle dejlige natur oplevelser når vi ligger derude. Så vi har glædet os til at sejle ud i de Indre Hebrider.
Men vi har ingen plan. Vi har simpelthen ikke lavet en plan for hvilke områder/øer/ankerpladser vi vil sejle i. Vi har haft tre mål:
– Komme over Nordsøen. Det tog næsten 3 uger på grund af vindforhold
– Sejle på Loch Ness. En helt speciel sø med en lang historie om Nessie
– Sejle igennem den Caledoniske Canal.
Alle tre mål var store for os. Så vi havde ikke fået tænkt videre.
Så vi lavede en plan ud fra hvad vejrudsigten siger. Vi vil sejle rundt om øen Jura. Der er kendt blandt wiskey kendere for sin wiskey. Og blandt sejlere kendt for at være den sydligste del af et sund, Gulf of Corryvrecan, der er en af de mest farlige passager man kan lave i hele Storbritannien, når strøm er på sit højeste og hvis det blæser. Der er åbent ud mod Atlanterhavet og særlige bundforhold laver store strømhvirvler som bådene kan blive styringsmæssigt påvirkede af. Og strømmen kan stå med op til 8 knob. Vi sejlede forbi i stille vejr, og var ikke draget af at sejle derind.
Når vi vælger ankerpladser er der flere forhold der spiller ind.
Vanddybden må ikke være for stor, helst ikke over 10 meter ved højvande. Vi lægger kæde ud svarede 3-4 gange vanddybden, så vores svajeplads bliver større jo mere kæde vi lægger ud.
Afstanden til land. Vanddybden er tit stor helt ind under land. Det skal være plads til at hvis vi driver for ankeret, så driver vi ikke på land med det samme (vi har ikke drevet for ankeret i al den tid vi har haft Letitia)
Hvor vinden kommer fra. Bølgelæ er godt for nattesøvnen. Så blæser det fra syd, er det godt med en bugt der er åben mod nod.
Sådan kom vi til Seil. Der kom vind fra syd og det var en bugt der var åben fra nord. Og der er ikke for dybt.
Når vi rejser på denne måde, er det helt uventede oplevelser der venter, ofte noget udenfor alfavej. Bridge of the Atlantic er + 200 år gammel, og er stadigvæk eneste bro til øen Seil, også for biler. I tidligere tider var den også en grænsen for hvornå mændende måtte bære kilt, som det kan læses på skiltet.
Der er ikke mange opankrings steder på Jura. På vestsiden er landskabet goldt og uden synlig bebyggelse. Men det må også være voldsom vejr når det blæser ude fra Atlanterhavet. Det er 3500 km til nærmeste kyst mod vest, det er amerika.
Men da vi sejler der er det stille vejr. Og vi får to dejlige dage for svaj med lidt sejlads imellem. Først i en kænpe bugt på Juras vestside, hvor der også er andre både. Og på Juras østkyst er der en mindre bugt med en masse nysgerrige sæler, som vi oplevede på en sommerdag med vindstille og sol.
Når vi sejler skal vi skal vi være opmærksom på vejret. Især på vinden. Det skal vi også når vi ligger for svaj. Jo mere det blæser, des større er risikoen for at ankeret går løs og vi driver og går på grund. Det plejer vi at have styr på. Men den ene nat var vi ikke opmærksomme på vindstødende. De var voldsomme og svingede mellem stormende kuling og hår kuling. Den oplevelse har vi tidligere skrevet et indlæg om. Det kan læses her
Efter 12 dage lægger vi så til i Oban, den sidste havn før vores overvintnings havn på Kerrea. Vores udstyr har fungeret perfekt. Vi har kunne lave strøm med solceller og når motoren kører, så der har været god strøm til vores køleboks. Vi har lavet ferskvand og gummibåd og påhængsmotor har bragt os i land når vi har skulle provianterer og haft lyst til at gå en tur.
I Oban får vi provianteret til de sidste par dage og til nogle sandwich til hjemturen.